Lær at skabe en succesfuld FB gruppe. Få de vigtigste do's and dont's

Sådan skaber du en succesfuld Facebook-gruppe

I løbet af de seneste år har folk bevæget sig væk fra at poste opslag på deres væg til at være aktive i Facebook-grupper istedet. Især under Corona lockdown blev der dannet mange fællesskaber på den sociale platform, fordi vi alle hungrede efter social interaktion. Tal fra Facebook viser, at 1,8 milliarder benytter Facebook-grupper hver måned😱

 

Facebook-gruppe kan være en guldgrube for din virksomhed

Hvad end du er passioneret filmelsker, haveentusiast eller noget helt tredje, så er der en Facebook-gruppe til dig derude. Og grupper kan i høj grad være lukrativ for din virksomhed. Du har mulighed for at skabe et fællesskab og bygge relationer med (potentielle) kunder, som man pt. ikke kan skabe andre steder.

Facebook-grupper er desuden også meget præcise målgrupper, fordi brugere er samlet om en specifik interesse. Og fordi Facebook ved, at grupper er populære, kommer der også flere funktioner, re-designs osv., som gør grupperne bedre og nemmere at håndtere – både for administratorer og medlemmerne.

Dog har du måske også oplevet at være medlem af en gruppe, hvor der lige præcis er nul interaktion og engagement. Hvor Britta fra Bjæverskov prøver at sælge dig enestående benvarmere. Eller Bent fra den lokale Bridge-klub slår ligegyldige posts op på stribe. Mange Facebook-grupper dør simpelthen, fordi medlemmerne ikke får det ud af gruppen, som de ønsker.

 

Facebook-gruppen handler om dem, ikke dig

En klassisk nybegynderfejl er at oprette en gruppe med udgangspunkt i dig eller din virksomhed. Lad os tage et eksempel. Hanne er personlig træner for folk med kroniske smerter, og vil gerne fortælle, hvordan hun kan hjælpe folk via en Facebook-gruppe. Hun opretter derfor en gruppe, som hedder “Hanne – personlig træner”. Hun markedsfører sin nye gruppe, men intet sker. Ingen medlemmer.

Hanne får ingen medlemmer, fordi Facebook-gruppen handler om hende, ikke målgruppen. Målgruppen er ikke interesseret i Hanne eller hendes faglighed. De er interesserede i dem selv. De ønsker at opnå en forandring i et fællesskab, og derfor skal gruppen handle om DEM fra begyndelsen af.

Hvad får de ud af at deltage i gruppen? Hvad tilbyder du? Nævn det både i Facebook-gruppens titel, “om”-teksten (den korte tekst, man læser inden man anmoder om medlemskab), og måske også på coverbilledet, hvis det giver mening.

Eksempel: Hanne, den personlige træner

Titel på Facebookgruppe:

Dine kroniske smerter og træning – hjælp, motivation og kost

“Om”-teksten:

Få hjælp til din træning selvom du slås med kroniske smerter. Du lærer, hvordan du bliver motiveret til at træne, håndtere træning i en smerteplaget hverdag samt hvilke træningsformer, som er mest skånsom for dig og din krop.

I gruppen udveksler vi erfaringer med alt, der har med træning at gøre – bl.a. træningsformer, træningsudstyr og kost. Alle spørgsmål og tanker kan deles, og vi hjælper hinanden i flok.

 

Let fordøjeligt content

Facebook-brugere scroller dagligt igennem spandevis af content i en zombie-agtig tilstand, hvor de ikke behøver at tage stilling til det meste. Derfor skal indholdet i din gruppe også være let fordøjeligt. Hvis et spørgsmål i din gruppe kræver for meget af medlemmerne kommer der ingen reaktioner. For igen, de scroller igennem så meget content i løbet af en dag, og derfor skal gruppens opslag ikke kræve den store hjernegymnastik.

Hvis vi tager eksemplet med vores Facebook-gruppe om personlig træning igen, så kunne nogle relevante opslag være👇

“Dit bedste træningsråd til en smerteplaget nybegynder?”

“Hvad er dit bedste træningsmusik?”

“De bedste styrkeøvelser, når du kun har energi til 10 min. træning?”

“Hvilken myte om kroniske smerter er du godt træt af?”

Lav content, som møder dine medlemmer i øjenhøjde, og som forhåbentlig også kan afføde dialog i gruppen. Forvent at bruge mindst en time om måneden på at skabe godt indhold til din gruppe, og vær desuden klar på tasterne, når der er aktivitet i gruppen. Det er din tid værd. Facebook-grupper er og bliver én af de bedste måder at pleje både potentielle og eksisterende kunder.

 

Sælg tidligt

Med den tid og energi, som du lægger i din gruppe, er målet selvfølgelig også salg. Du skal skabe en kultur, hvor gruppens medlemmer er forberedte på, at der også kommer opslag med salg. Ingen medlemmer gider dog en sælge-Helge, som spammer gruppen. Giv værdi væk gratis i form af relevante opslag og freebies, men promovér også produkter, som de skal betale for.

Social selling er dog det vigtigste i en Facebook-gruppe. Social selling er at sælge uden at sælge. Du plejer og udvikler dine (kommende) kunderelationer gennem gruppen ved at være inspirerende, hjælpsom og fagligt stærk. Medlemmerne kommer derfor til at stole på dig, og vil benytte sig af dine services eller produkter, når de har brug for dem.

Det er desuden vigtigt at du knytter gruppen til din virksomhed, og at du har opstillet tydelige annonceringsregler. Gruppens medlemmer kan anklage dig for spam, hvis det ikke fremgår eksplicit, at gruppen er skabt af en virksomhed samt hvilke regler, der er gældende for gruppen.