Facebooks algoritme opdatering 2016

Hvad gør du, når Facebook ændrer algoritme igen?

OBS: Denne artikel er fra 2016. Du kan finde mere viden om Facebooks algoritme i denne artikel fra 2018.

I begyndelsen af juli 2016 blev det offentliggjort, at Facebook igen har ændret deres algoritme (den formel, der bestemmer, hvad du ser, når du logger på Facebook).

En af de ændringer, som kan får rigtig stor betydning for dig, er at opslag fra familie og venner bliver prioriteret endnu højere. Det betyder, at det igen kræver endnu mere af dig at få vist opslag fra din Facebookside.

Hvis du allerede nu laver rigtig godt indhold, som dine fans kommenterer og deler flittigt, er skaden ikke så stor. Det betyder nemlig, at dine fans på den måde fortæller Facebook, at dit indhold er rigtig godt, og derfor vil det også blive vist for dine fans.

Men hvis du er en af dem (og det er altså flertallet), som oplever, at din sides rækkevidde bliver mindre og mindre, og du er nødt til at bruge Boost-knappen flittigt for at nå ud til dine fans, så læs lige med her:

Det gælder nemlig mere end nogensinde om at skabe GODT indhold, hvis du skal have en bid af den gratis kage. Sådan noget indhold, som folk gider engagere sig i ved at dele og kommentere.

Det betyder, at du skal lægge indhold på din Facebookside, som er interessant for dine fans.

Her er 7 tips til at nå ud til flere Facebook-fans

Tip #1: Brug video

I takt med, at vi har fået bedre og bedre telefoner og dataforbindelser, er video vokset eksplosivt. Det ses ikke mindst på Youtube, som i dag fungerer som en af verdens største søgemaskiner. Men Facebook har i allerhøjeste grad også fået øjnene op for video.

Der er en tydelig tendens til, at Facebook prioriterer videoindhold rigtig højt i nyhedsstrømmen. Den største rækkevidde får du ved at uploade dine videoer direkte til Facebook i stedet for at linke til Youtube.

Tip #2: Facebook Live

Hvis du ikke allerede har prøvet at sende live via Facebook, så er det bare med at komme i gang!

Du behøver ikke andet udstyr end en smartphone med internetforbindelse, og du vil blive overrasket over, HVOR langt din video kan nå ud!

Jeg indrømmer blankt: Jeg er IKKE begejstret for at optræde foran et kamera! Ikke desto mindre sprang jeg ud i det og lavede et (meget håndholdt) lynkursus i Facebook Boost i starten af juli. Det er i skrivende stund blevet set næsten 8000 gange og har givet en masse nye likes på min side.

Tip #3: Brug ALTID visuelle blikfang

Dine fans bliver potentielt præsenteret for flere 100 opslag om dagen, så hvis de skal få øje på dig i vrimlen, må du give dem noget at kigge på.

Det kan være video, men billeder virker også godt. Og her kan jeg virkelig anbefale at bruge Gifs! De bevæger sig, og de indeholder rigtig tit et element af humor, som lige giver en ekstra motivation til at dele eller lægge en kommentar.

Du kan finde masser af Gifs på fx GIPHY

OBS: Husk ALTID at tjekke rettigheder mv., inden du deler Gifs og billeder i det hele taget. Du kan aldrig automatisk gå ud fra, at du må bruge billeder, som du finder på Google eller andre websites.

 

Tip #4: Lav indhold, som er delevenligt

Hvis du laver godt indhold, vil dine fans være mere tilbøjelige til at dele det.

Godt indhold kan f.eks. være noget, som hjælper dine fans med at løse et problem, skaber debat eller rammer deres følelser.

Tip #5: Brug fanen “Indblik”

Brug lidt tid på at nærstudere området under fanen “Indblik” på din side og bliv MEGET klogere på, hvad der virker.

For godt nok kan man generelt sige, at eksempelvis video og billeder har en tendens til at virke godt, men måske er det nogle helt andre ting, som fungerer hos dig.

Lær af dine erfaringer: Lav mere af det, der virker og forsøg at gøre det bedre, som virker mindre godt.

Tip #6: Pay to play

Lad mig være helt ærlig: De tider er forbi, hvor fans kom forbi din Facebookside hver dag for at se, hvad du har skrevet. De klikker på det, der dukker op. Hvis du ikke er i deres nyhedsstrøm, så er chancen for, at de kommer og ser dine opslag meget tæt på nul.

De gør det ikke, fordi de ikke kan lide dig. De har bare liked så mange sider og grupper efterhånden, at de simpelthen glemmer dig i farten.

Så hvis du vil have dit budskab igennem, kan det være nødvendigt at betale for det. Heldigvis behøver du ikke blive ruineret af at annoncere på Facebook. Der er et hav af muligheder for at booste og annoncere selv med meget små budgetter.

Tip #7: Del det, der hitter!

Hvis du mangler inspiration til indhold, du kan dele, så kig på værktøjer som BuzzSumo eller Postplanner. De kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad der hitter på sociale medier i øjeblikket.

Du kan søge efter masser af emner og finde det, der er relevant for lige præcis din forretning.

Har du et tip til at få højere rækkevidde?

Så del det i kommentarfeltet herunder :-)