Google Analytics dømt ulovligt – what to do?

Datatilsynet valgte at sprænge noget af en digital bombe forleden, da de meldte ud at det populære analyseværktøj Google Analytics er ulovligt at benytte. Værktøjet er designet til at analysere besøgendes færden online, og hos Dansk Erhverv vurderer man at 8 ud af 10 danske netbutikker bruger Google Analytics. 

Ifølge EU-domstolen er problemet, at Google sender dataene ud af EU og videre til USA, og så kan oplysningerne ikke længere beskyttes. De GDPR-regler, som vi indførte i 2018 gælder nemlig ikke på samme vis i USA. 

”Reglerne i GDPR er lavet for at beskytte europæiske borgeres privatliv. Det betyder blandt andet, at man skal kunne besøge en hjemmeside, uden at ens oplysninger kan ende i de forkerte hænder. Vi har gennemgået mulighederne i Google Analytics nøje og er kommet frem til, at man ikke kan bruge værktøjet i sin nuværende form uden at træffe yderligere foranstaltninger,” siger Makar Juhl Holst, chefkonsulent i Datatilsynet. 

Datatilsynet kan dog ikke forbyde brugen af Google Analytics, men vi anbefaler at du finder et alternativ, i hvert fald indtil Google forhåbentlig fikser problemet. Pt. er der et stort politisk og markedsmæssigt pres for at løse udfordringen, da rigtig mange virksomheder er berørt af udmeldingen fra EU. 

Så hvad skal du foretage dig?

Først og fremmest – ingen panik! Datatilsynet har ikke givet nogen tidshorisont, så du har fint med tid. Vi anbefaler følgende:

1. fjern Google Analytics-kode fra din hjemmeside

Google Analytics er ikke standard på en hjemmeside, så spørg din udvikler om analyseværktøjet er tilføjet på din side.

2. find et alternativ

fx PIWIK pro, som er en gratis løsning til at spore online besøg. Du kan også benytte server site tracking, også kaldet reverse proxy. Dette er dog en mere kompliceret, teknisk løsning, hvor man sender data til egen server og fjerner eller pseudonymiserer persondata før det sendes videre til Google Analytics. Dette alternativ kræver, at man har godt styr på nøjagtigt, hvilken data, der indsamles på ens hjemmeside.

 

Hvorfor er det overhovedet værdifuldt at spore på hjemmesider?

Digital markedsføring har altid været kendetegnet ved muligheden for at måle sine resultater meget præcist. Derfor har marketingfolk kunnet skrue op for de aktiviteter, som virker godt – og ned for dem, der ikke virker. I de sidste 15 år har Google Analytics været det suverænt mest udbredte webanalyseværktøj, hvilket primært skyldes to ting: Det er rigtigt godt, og det er gratis.

Det er dog gennem årene blevet sværere og sværere at få et retvisende billede af digitale kunderejser. Dels fordi de er blevet meget længere og mere komplekse, men også fordi tiltag som GDPR, cookie-lovgivning og annonceblokering i høj grad begrænser, hvor meget data vi kan indsamle til vores analyse.

Ikke desto mindre er værktøjer til webanalyse stadig utroligt værdifulde (for ikke at sige uundværlige) ift. optimering af både vores hjemmesider og digital markedsføring. Analyse-ekspert Andreas Solgaard fra Datamine giver her 3 eksempler på spørgsmål som webanalyse kan hjælpe med at besvare:

 

1. Hvilket indhold på din hjemmeside er værdiskabende?

Du kan måle hvilke sider, dine besøgende lander på, klikker sig videre til og bruger mest tid på. Dette kan både hjælpe dig med at forstå brugernes behov og med at optimere samt udvide det indhold, der engagerer dem.

 

2. Hvilke trafikkilder er mest værdifulde?

Du kan få et overblik over hvilke trafikkilder, der sender flest besøg til din hjemmeside, men også mere specifikt, hvor kunderne kommer fra. Dette er utroligt vigtigt ift. at prioritere og balancere sine marketing-aktiviteter og udgifter. Du kan f.eks. få en fornemmelse af om din søgemaskineoptimering, dine Instagram-annoncer eller dit nyhedsbrev virker efter hensigten.

 

3. Hvor falder dine besøgende fra?

Hvis din markedsføring formår at skabe trafik til hjemmesiden, og hjemmesiden formår at engagere de besøgende, er der stadig ingen garanti for, at det fører til køb/tilmeldinger/bookinger/etc. De besøgende vil typisk falde fra inden de når i mål, og ved at analysere din data kan du få et overblik over hvor på hjemmesiden det sker – og måske endda, HVORFOR det sker.

Hvis vi ikke allerede har tabt dig under dette nørdede blogindlæg, så opsummerer vi lige engang – fjern Google Analytics fra din hjemmeside, og find et alternativ. Og hvis du ikke i forvejen dykker ned i dine tal for at få værdifuldt guf om dine besøgende, så er det på tide at smøge ærmerne op….eller få analyse-ekspert Andreas Solgaard til at smøge ærmerne op! Ham kan vi i hvert fald varmt anbefale.