Tiltræk flere relevante følgere med et lækkert Instagram Feed

5 tips til at forbedre dit Instagram feed

“Et billede siger mere end tusinde ord”

Visuelt indhold er vigtigere end nogensinde før. Se på din Instagram-profil som et førstehåndindtryk af dit brand. Det er nemlig førstehåndsindtrykket af din bio og dine billeder/videoer, der kan give forbipasserende lyst til at blive hængende lidt. Eller, ideelt set, klikke sig videre ind på din hjemmeside. Derfor kan det være en rigtig god idé at gøre lidt ekstra ud af din visuelle tilstedeværelse.

80 % af os mennesker husker bedre det, vi ser, end det vi læser eller hører. Det er måske én af grundene til, at Instagram har fået en fast plads i mange SoMe-tilhængeres hjerter. Brugere bliver draget til platformen for at få tilfredsstillet deres behov for visuel æstetik, og app’en fungerer for mange også som en kilde til hurtig inspiration.

Derfor vil dette blogindlæg være et dedikeret “shoutout” til alle jer, som måske sidder og døjer med dårlig samvittighed over lavt billedkvalitetsniveau eller mangel på sammenhæng på jeres Instagram Feed.

Det er nemlig slut med ”’øjebliks-opslag”, som navnet Instagram ellers indikerer. Trenden i dag er i stedet at have et meget velovervejet, velarrangeret og sammenhængende Instagram Feed. Derfor vil jeg præsentere jer for 5 uundværlige tips til, hvordan I hurtigt og nemt opgraderer jeres feed!


Hvorfor er dit Instagram Feed vigtigt?

… Det er det, fordi det er det aller første brugerne ser, når de klikker sig ind på din profil. Det er din chance for at få potentielle følgere eller kunder til at følge dig eller klikke over på din hjemmeside. Hvis ikke du tiltrækker deres opmærksomhed inden for de første 8-10 sekunder, er sandsynligheden for, at de går videre til en anden profil ret stor. Ja, det virker lidt barskt – men ikke desto mindre er det realiteten af konkurrencen på de sociale medier i dag.

Derfor vil jeg nu gå til lidt mere lavpraktisk til den og give jer nogle helt konkrete tips inden for 2 essentielle kategorier, som jeres Instagram Feed gerne skulle efterleve efter denne korte guide – nemlig kvalitet og kontinuitet.

Beautiful sells…Consistency sticks


Kvalitet

Tag dine billeder i godt lys

Hvis du selv tager dine billeder, så forsøg så vidt muligt at tage dine billeder udenfor! Alternativt kan du tage dine billeder i et rum med (meget) naturligt lys. Billeder der bliver taget i dårligt lys mister ofte vigtige detaljer og resulterer desuden i slørede og uklare billeder. Og det er jo ikke den slags billeder, du vil have på dit feed, så sørg for at gøre dig umage med lyset.

Brug professionelle billeder

Det kan være en god idé at bruge gratis billeddatabaser, hvor der et stort udvalg af profesionelle high resolution fotos, hvis du gerne vil have et Instagram Feed præget af æstetik og høj kvalitet. Det kommer naturligvis an på, hvad du tilbyder dine kunder. Hvis du sælger et specifikt produkt, kan det være en god idé at tage billederne selv eller få en fotograf til at tage dem for dig. Hvis du derimod bruger din profil til at dele viden eller sælger en service, kan man finde mange inspirerende fotos på disse hjemmesider.

Pexels er én af mine favoritter! Her finder du tusindevis af smukke billeder i høj kvalitet. På Pexels kan du sortere billeder efter farver og på den måde gå efter et farvetema til din Instagram-profil (hvis det giver mening for dig og dit brand).

Canva er en anden favorit! Det bruger jeg meget til at redigere de billeder, jeg finder på fx Pexels og desuden er programmet ideelt til at lave infografikker.

Rediger dine billeder

Instagram har nogle redigeringsværktøjer i selve app’en, som du måske allerede har stødt på. Her kan du kan tilføje filtre eller lege med lys, kontrast, skygge m.m. Det er meget brugervenligt og giver nogle fine resultater. De redigeringsværktøjer jeg typisk benytter mig mest af på Instagram er følgende:

  • Lysstyrke: Jeg er muligvis lidt af en overforbruger af lysstyrke-funktionen, men det er altså en nem og lækker feature – så prøv dig frem! Det kan tilføje en sofistikeret hvid nuance til dit billede og gøre det mere iøjefaldende.
  • Kontrast: Jeg bruger som regel kontrast til at give farverne på billedet en smule mere energi. Den er også særligt god, hvis du vil fremhæve nuancerne i et sort-hvidt billede.
  • Varme: Jeg bruger varme-funktionen en del, og stort set kun for at tone farven ned. Det giver dit billede et mere minimalistisk, hvidt og skarpt look.
  • Farvemætning: Ofte leger jeg lidt med kombinationen af varme og farvemætning. De to følges nemlig fint ad. Prøv først at nedtone varmen og skru så en anelse (ca. + 5-10) op for farvemætningen. Gør det evt. med billeder, hvor du gerne vil have en enkelt genstand skiller sig mere ud end de andre ting på billedet.
  • Skarphed: Denne funktion gælder især, når du tager billeder med din smartphone. Jeg tilføjer +30-50 skarphed alt afhængigt af billedet. Det plejer at være rigeligt til at fremhæve detaljerne på billedet, mens mere ofte vil give billedet et lettere grumset look.

Bonustip: Til jer der allerede bruger Instagram’s egne redigeringsværktøjer og trænger til lidt ekstra features, vil jeg anbefale jer at downloade app’en Lightroom til jeres telefon helt gratis (programmet koster penge, hvis den downloades til en computer). Her kan du tage dine redigeringsevner til et lidt højere niveau.


Kontinuitet

Se dit Instagram Feed som en helhed  

For at have et Instagram Feed, hvor dine billeder skaber sammenhæng, er det vigtigt at du viser kontinuitet i dine opslag. Se dit feed som en helhed i stedet for delelementer skabt af forskellige billeder og videoer. Før du slår et billede op, tænk over, hvordan det vil se ud ved siden af eller ovenover dine andre billeder. Det er vigtigt at dine opslag har et sammenhængende element eller emne til at binde dem sammen.

Følg et tema

Du gør dig selv en stor tjeneste ved at vælge et tema til dit Instagram Feed. Et overordnet tema vil guide dine valg af billeder: hvordan du tager dem, og hvilke du vælger at poste. Vælg dit tema ud fra en stiltype, du bliver inspireret af eller et ”look”, som du synes godt om og har lyst til at overføre til dine billeder. Et bonustip er at vælge en ”farvepalet” med 3-4 nuancer (eksempelvis grå, pink og hvid) og derefter kontinuerligt vælge billeder inden for din farvepalet. Det skaber et overskueligt og lækkert Instagram Feed og giver din profil sammenhæng.


3 Instagram Feeds, som er et besøg værd  

Inspiration er alpha omega på Instagram. Derfor giver jeg jer 3 eksempler på velovervejede, velarrangerede og sammenhængende Instagram Feeds. Her er kvalitet og kontinuitet i højsædet!

#1 Webdesigner Kristine, som har profilen @birkablog, inviterer dig ind i sit feminine grafiske univers, hvor lyse toner dominerer farvepaletten.

birkablog, inviterer dig ind i sit feminine grafiske univers på Instagram

#2 Jane Freiberg aka @sorthvidjp sætter fokus på sit hjem på smukkeste minimalistiske vis i kontinuerlige sort-hvide nuancer

Jane Freibergs sort-hvide æstetiske univers på Instagram

#3 @herlev_bibliotek skaber kontinuitet i form af sammenhæng i opsætningen og kommer dermed succesfuldt ud af brugen af hele farvepaletten

Herlev bibliotek inspirerer med farvestrålende rekvisitter

Undersøgelser viser, at opslag med relevant visuelt indhold øger din målgruppes engagement markant. Derfor kan det være en rigtig god idé at satse på indhold med høj visuel kvalitet og kontinuitet!


Jeg håber, at I kunne bruge indlægget som inspiration til jeres eget Instagram Feed. Disse regnfyldte septemberdage er jo suveræne til at sidde og nørkle med kreative programmer og forbedre sine sociale medier ;0) Klik på følgende direkte links, hvis du gerne have tips til, hvordan du tager løfter din Instagram for Business til det næste niveau eller få 6 gode tips til at skrive den perfekte Instagram bio.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, er du som altid velkommen til at skrive dem i kommentarfeltet herunder.

 

Lav et lækkert instagramfeed