Opslag når ikke længere ud til vores Facebook-følgere – Hvad gør vi?

Hej, Anne

Jeg følger dine gode råd og får dem på mail. Derfor har jeg et spørgsmål til dig:

Med en facebookside med 50000 følgere, hvorfor “døde” den fra den ene dag til den anden?

Det var sidste sommer: Salget steg og steg og steg fra begyndelsen og var oppe på kr. 100.000 om måneden i omsætning og masser af ordrer.

Men fra den ene dag til den anden var der kun 2-3 ordrer, og opslagene på facebook nåede ikke længere ud til folk.

Vores opslag blev set og liket under 50 gange i modsætning til tidligere, hvor der var masser af likes og kommentarer. Vi tror, at facebook skiftede algoritme.

Problemet er bare, at det ødelægger en forretning, det er drevet via Facebook. Og vi er to store spørgsmålstegn.

Hvad gør vi?

VH Signe

 

“Hvorfor “døde” vores Facebookside med 50.000 følgere fra den ene dag til den anden?”

 

Kære Signe,

Tak for dit meget relevante spørgsmål. Lad mig starte med at sige til dig, at du SLET ikke er alene! Langt fra.

Og jeg forstår søreme godt din frustration, når det pludselig går udover bundlinjen i jeres forretning! Derfor er det også vigtigt, at I får kigget på jeres strategi.

Som du selv har gættet helt rigtigt, så er den primære årsag den algoritmeopdatering, som Facebook kom med i begyndelsen af 2018.

Kort sagt betød opdateringen, at mange opslag fra sider og virksomheder måtte vige pladsen til fordel for opslag fra familie og venner. Facebooks begrundelse var (og er stadig), at det sociale medie primært skal være et sted, hvor man kan holde kontakt med sin omgangskredskreds. Ikke blot en reklamesøjle for virksomheder.

Den anden grund er naturligvis, at Facebook (som jo er gratis) også er en forretning. Derfor kan vi som virksomheder ikke længere forvente, at de stiller en gratis salgsplatform til rådighed for os. Det er meningen, at vi skal betale for at annoncere – uanset, om vi kan lide det eller ej.

Og så er der det med antallet af følgere:

Som tommelfingerregel kan du forvente, at jo flere følgere I får, jo lavere er jeres rækkevidde relativt. En side med 500 følgere vil i langt de fleste tilfælde få vist sine opslag for en højere procentdel af følgerskaren, end en side med 50000 følgere.

Så hvad kan I gøre nu?

Jeg har taget et kig på jeres side og kan se, at I allerede er flittige til at dele indhold, I bruger både billeder og video og sender også live med jævne mellemrum. Supergodt! Og bliv endelig ved med det.

Hvis jeg skal komme med et forslag til forbedring, så skal I forsøge at variere jeres indhold mere:

I dag ser det ud til, at størstedelen af jeres opslag reelt er produktannoncer. Det kan Facebook og brugerne ikke lide. Det vil sandsynligvis være en fordel for jer, hvis I kan finde en fordeling i indholdet, hvor 80% er inspirerende, involverende og underholdende. Og kun 20% er salg.

Dvs. Mode/stylingtips, konkurrencer og “damebladsstof” generelt skal fylde mere end salget gør i dag, så jeres følgere oplever at få en masse værdi fra jer fremfor bare salgsopslag.

Hvis ikke I allerede er på Instagram, så er det også helt oplagt at gå i gang der: Jeg kan garantere, at jeres kunder er massivt tilstede og aktive der :)

Når I nu oplever, at jeres side er død, så er det vigtigt at gøre en indsats for at vække jeres døde følgere:

Her kan en genvej være, at I simpelthen begynder at booste nogle af jeres opslag for dem, der synes godt om siden. Igen er det vigtigt, at I ikke kun tænke i salg her, men også at give dem værdi (husk 80/20-reglen), så de igen får lyst til at interagere med jer.

Og så slipper I næppe for i det hele taget at lave annoncer.

Få folk over på jeres hjemmeside og overvej at begynde at arbejde med retargeting. Dvs. I viser produktannoncer for dem, der har kigget på bestemte varer I jeres webshop. Det er uden tvivl en af de mest effektive strategier for webshops, der sælger fysiske varer. Og min erfaring er, at de penge I investerer i annoncerne tjener sig selv hjem mange gange.

Sidst, men ikke mindst, så vil jeg kraftigt råde jer til at fordele jeres “æg” i flere kurve:

Det er alt for sårbart at lade hele jeres forretning være afhængig af én kanal. Som I allerede har oplevet, så kan en enkelt algoritmeopdatering få alt for stor indflydelse på jeres eksistensgrundlag. Den magt skal I ikke overlade til Facebook – det er alt for kortsigtet.

  • Sørg for, at man nemt og hurtigt kan tilmelde sig et nyhedsbrev på jeres hjemmeside (husk at have en form for “lokkemad” i form af en rabatkode, fx fri fragt, en konkurrence eller lign.).
  • Bliv rigtig dygtige til at lave søgemaskineoptimering, så jeres kunder også kan finde jer på Google (hvis I ikke allerede får masser af trafik derfra).
    Jeg kan varmt anbefale jer at investere i SEO-Lex af Thomas Rosenstand til det formål.

Kort opsummeret, så skal I lægge en strategi med et langsigtet mål, så de sociale mediers algoritmer ikke får lov at ødelægge jeres forretning i fremtiden.

Og så vil jeg ønske for jer, at I får vendt skuden, så I slipper for frustrationer og magtesløshed fremover.

 

Kærlig hilsen

Anne Billing

 

Har du også oplevet, at din Facebookside “døde” fra den ene dag til den anden? Og fik du vendt skuden, eller kæmper du fortsat? Så er du rigtig velkommen til at dele dine erfaringer i kommentarfeltet herunder.