Sluk for bullshitgeneratoren

I går hørte jeg en sjov historie fra en af mine veninder.

Hun havde haft besøg af en arkitekt, som skulle komme med et bud på en tilbygning til deres hus. Arkitekten havde en masse idéer, som han gerne ville sælge. Og dér stod han så og slyngede om sig med fagudtryk.

Indtil min veninde, som er designer, afbrød ham og spurgte: “Er det et enkeltradet jakkesæt, du har på der?“. Og manden kiggede på hende, som om hun var faldet ned fra månen og talte et fremmed, eksotisk sprog, som ingen havde hør før.

Kan du se, hvad der lige skete der?

BANG!

Arkitekten skød sig selv i foden med et ordenligt brag. Han begik nemlig en fejl, du aldrig nogensinde må begå overfor dine kunder: Han snakkede helt sort.

Du har garanteret selv oplevet det – jeg har i hvert fald. Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg har siddet til møder og konferencer eller overfor nogen, der gerne ville sælge mig noget, og buzzordene fløj henover bordet.

Som i eventyret om Kejseren med de nye klæder, lagde jeg tit bare ansigtet i de rette folder og lod mig besnære. Jeg tænkte, især i starten, at det nok var mig, der ikke var rigtig klog, når jeg nu ikke kende alle de fancy ord, som blev kastet rundt i lokalet.

Senere fandt jeg heldigvis ud af, at det ikke var tilfældet, men der er sjældent nogen, der tør stikke hånden i vejret og spørge, hvad pokker, der egentlig foregår.

Og nu bliver det pinligt!

Jeg kunne ikke holde ud at sidde der og føle mig så uvidende, så jeg googlede og researchede og fik styr på udtrykkene, og en dag, skulle jeg undervise tre kollegaer i SEO (som er en forkortelse af Search Engine Optimization, eller søgemaskineoptimering på dansk). Jeg havde lavet en udførlig manual til dem og sad og tegnede og fortalte det bedste, jeg havde lært. Og så gik det op for mig, at jeg var blevet smittet med BSGS. Bull Shit Generator Syndrom!

Fordi jeg havde antaget, at det var mig, der var dum, troede jeg, at alle andre forstod det hele.

Og så spolede jeg tilbage. Jeg begyndte at gennemgå materialet på helt normalt dansk, og pludselig kunne jeg mærke, at mine (i øvrigt knivskarpe) kollegaer lyttede opmærksomt, stillede uddybende spørgsmål og rent faktisk fulgte mine råd.

Fordi det gav mening for dem!

Og hvad er det så, jeg prøver at fortælle dig?

Det er, at hvad enten du sælger strikkepinde, arkitekttegnede huse eller rådgivning, så skal du tale, så dine kunder kan forstå, hvad du siger.

Så sluk bullshitgeneratoren og tal dansk.


Her på siden findes der ikke dumme spørgsmål, så hvis der er noget, du vil have uddybet eller forklaret – eller du har en kommentar til artiklen her, så giv dit besyv med i kommentarfeltet herunder.

Jeg glæder mig til at høre fra dig.