Her er grunden til at dine kunder forlader din hjemmeside

Forleden dag åbnede billetsalget til den nyeste Star Wars film, og hvis der er noget, der står højt på ønskelisten hos de to mandlige medlemmer af familien, så er det at komme i biografen og se den.

Derfor klikkede jeg selvfølgelig også nysgerrigt på en trailer på Facebook, og så oplevede jeg det, som i mine øjne er dén største dødssynd, man kan begå på nettet:

Jeg fik ikke det, jeg var blevet lovet.

Linket henviste til BT’s hjemmeside, hvor jeg først skulle se to reklamer, jeg ikke kunne klikke væk, og da jeg endelig nåde til traileren, var forbindelsen langsom, og filmen hakkede.

Holder du, hvad du lover?

Når du sender nyhedsbreve, laver facebookopslag eller annoncer på Google, så bygger du (forhåbentlig) en forventning op hos dine kunder, så flest mulige får lyst til at klikke på linket til din hjemmeside.

Forestil dig så, at du linker til en side, der ikke findes.

Eller som ser mærkelig ud på en smartphone.

Eller din side er så lang tid om at indlæse, at dine kunder giver op og surfer videre.

Eller du linker til forsiden (seriøst: Hvis du linker til din forside nogen steder, hvor du markedsfører et specifikt produkt eller en tjeneste, så få det rettet. Nu.)

Det er selvfølgelig en rigtig god strategi, hvis du har for mange kunder, tjener for mange penge eller ikke rigtig har tid til at sælge mere, men jeg gætter på, det ikke er tilfældet.

Når du lover dine kunder noget, så skal du holde, hvad du lover. Ellers har du sandsynligvis utilfredse kunder allerede inden, de har puttet noget i kurven.

Sådan undgår du at blive vraget.

  • Sørg for, at dit link virker. Test hellere en gang for meget end for lidt.
  • Din hjemmeside skal være responsiv. Det vil sige, at den skal kunne vises, hentes og fungere ordenligt på alle skærme – også på mobilen.
  • Din hjemmeside skal indlæse så hurtigt som muligt. Hvis den er mere end 3 sekunder om at indlæse, svarer det til, at døren til butikken binder, og så mister du omkring 40% af dine kunder allerede i døråbningen.
  • Og sidst, men ikke mindst, skal du tage dine kunder i hånden og lede dem hen til præcis det, du har lovet dem. Det er ikke nok, at du viser dem din forside. Giv dem et link, der peger direkte på det, du fortæller om.

Har du mistet pusten?

Hvis din side stadig ikke er responsiv, vil jeg virkelig anbefale, at du prioriterer at gøre noget ved det. For det har stor betydning for dine kunders oplevelse af siden. Og Google giver mobilvenlige sider bedre placeringer i deres søgemaskine.

Derudover bør du jævnligt tjekke, om din side er for langsom.

Hvis du er i tvivl, om din side fungerer ordenligt på alle skærme, eller om den er hurtig nok, så send mig en mail på hello@annebilling.dk eller ring til mig på 5371 5605. Så tager vi en afklarende og uforpligtende snak om dine behov.