Facebook konkurrenceregler 2016 – dos & dont’s

Vi har passeret 1. november, og om lidt oversvømmes din Facebookvæg med “black friday”-, advents- og julekonkurrencer i én stor pærevælling. Men hvordan er det nu, Facebooks konkurrenceregler er?

Må du fx have som betingelse, at man skal like din side eller dele et opslag?

Få svaret lige her…

Sådan laver du en lovlig konkurrence på Facebook

Jeg har lavet et hurtigt overblik til dig, som du kan downloade (ved at højreklikke på det). Du er også velkommen til at dele det, hvis du ser en konkurrence, som bryder Facebooks konkurrenceregler.

Læs uddybningen under billedet…

 

Facebook konkurrenceregler 2016 - dos and dont's

Spørgsmål og svar om Facebooks konkurrenceregler:

1. Må jeg kræve, at man skal like eller kommentere et opslag for at deltage min en konkurrence?

Ja, det er helt OK. Du må også gerne bede folk om at sende en besked direkte til Facebooksiden, hvis det giver mening.

2. Må jeg lave en konkurrence, hvor deltagerne skal uploade et billede eller opslag til min Facebook-side?

Ja, det må du gerne (og det kan faktisk være en rigtig god måde at få skabt noget aktivitet). Men husk: Du må IKKE have som betingelse, at man skal tagge nogen for at deltage. Du må heller ikke kræve, at folk skal lægge et billede på deres egen væg og tagge din side.

3. Må jeg linke til en konkurrence på min hjemmeside?

Det må du gerne – og du kan også bruge denne mulighed, hvis du har fået lavet en app med en adventkalender eller lignende.

4. Må jeg kræve at man deler opslaget eller siden for at deltage?

Nej! Du må aldrig have som betingelse, at man skal dele noget for at deltage i en konkurrence. Det gælder både selve opslaget, siden og “tag en ven” (og det gælder i øvrigt også på Instagram, hvor det er meget udbredt).

Og når jeg skriver med udråbstegn i dette afsnit, så er det af flere grunde:

  1. Det er i strid med Facebooks konkurrenceregler*, og du risikerer i yderste instans, at de lukker din side.
  2. Det er som at tisse i bukserne for at få varmen. De fleste brugere hader det og kommer til at forbinde dit brand med noget negativt.
  3. Det er i strid med dansk markedsføringslov**. Du kan risikere en meget stor bøde. Læs evt. mere hos Forbrugerombudsmanden om sociale medier.

Og husk så: Du kommer naturligvis ikke i klemme ved, at dine følgere deler eller tagger nogen i opslaget. Du må bare ikke have det som betingelse.

5. Må jeg kræve, at man skal like min side for at deltage?

Nej, du må ikke have som betingelse, at man liker din side. Du må heller ikke lade præmien afhænge af, at din side skal opnå et vist antal følgere, før præmien udløses.

Husk altid:

Når du laver en konkurrence på Facebook, er det et krav fra Facebooks side, at du skriver tydeligt, at det er dig og ikke Facebook, som er udbyder af konkurrencen.

Du kan fx bruge denne formulering: “Promoveringen på ingen måde er sponsoreret, støttet, administreret af eller forbundet med Facebook.”

Det er dit – og kun dit – ansvar altid at overholde gældende lovgivning. Når du laver en konkurrence på Facebook, skal du først og fremmest overholde markedsføringslovgivningen. Hvis Facebooks konkurrencereglerregler er slappere end lovgivningen nogen steder, så er det loven, der gælder.

“Men alle de andre…”

Ja, det er rigtigt. Du vil altid kunne finde en konkurrent, som blæser på reglerne og måske endda slipper afsted med det.

Men udover risikoen for bøder, så risikerer du at skade dit omdømme. Som bruger er det nemlig både irriterende og påtrængende at blive spammet af konkurrencer, hver gang man logger på Facebook.

Så gør det nu ordenligt 🙂

 

*Facebook opdaterer jævnligt deres betingelser. Hold dig orienteret her og se særligt afsnit III, E som omhander konkurrencereglerne specifikt

**Jeg er ikke jurist, jeg formidler kun, hvad jeg selv har læst mig frem til. Hvis du er i tvivl om lovstof, så spørg en rigtig jurist. Jeg anbefaler, at du kontakter Forbrugerombudsmanden eller FDIH (Foreningen for Dansk Internet Handel), hvis du har brug for hjælp til markedsføringsloven.