7 fantastiske hjemmesider med gratis billeder

Her kan du downloade gratis billeder til sociale medier, annoncer og blogindlæg

Kender du det: Du har lige skrevet et blogindlæg, et nyhedsbrev eller bare lavet et fedt facebookopslag. Og nu vil du gerne krydre det med et lækkert billede.

Men kvalitetsbilleder koster ofte kassen. Og rigtig mange af dem skriger oven i købet “amerikansk kontorlandskab” langt væk og er ærligt talt ikke særlig appellerende.

En anden mulighed, som mange desværre benytter sig af, er at gå på google og finde et lækkert “gratis” billede. Du skal bare være klar over, at det er ulovligt. Bare fordi billederne ligger frit tilgængeligt, betyder det ikke, at du må bruge dem på din egen hjemmeside. Du bryder ophavsretten, og det kan blive rigtig dyrt: Regn med minimum 2-3000 kroner pr. billede, hvis det bliver opdaget. Og det gør det meget ofte!

Udover, at det er ulovligt, er det også ualmindelig dårlig stil. Så lad være med det.

 

gratis billeder du må downloade

Her er de 7 hjemmesider med gratis billeder, jeg selv bruger:

Der findes heldigvis en række gratis billeddatabaser, som ikke koster noget at bruge. Jeg har fundet syv af dem, hvor du frit kan downloade billeder i høj opløsning og bruge dem på din hjemmeside, facebook, Instagram, Pinterest og i din øvrige markedsføring.

Og bare som bonus kan du blive enormt inspireret af at kigge på de smukke billeder!

1. Death to the Stock Photo

Death to the Stock Photo er en af mine absolutte yndlingssider! Den fungerer ved, at man tilmelder sig en mailliste, og så sender de simpelthen en mail hver måned med månedens “tema” i form af en samling billeder.
Temaet varierer fra måned til måned, og du ved ikke på forhånd, hvad der kommer. Men det er netop det, der gør servicen speciel: Når du åbner mailen og skal tage stilling til, hvordan du kan bruge materialet i din kontekst.

2. StockSnap.io

StockSnap er en mere traditionel billeddatabase, hvor du kan søge blandt tusindevis af fotos. Du kan bruge billederne frit, og du behøver ikke kreditere nogen.
StockSnap bliver i øvrigt udbudt af folkene bag Snappa, som er et gratis billedbehandlingsværktøj.

3. Life Of Pix

Life Of Pix får nye billeder hver uge, og hvis du er en dygtig fotograf, kan du selv bidrage med billeder til deres store database.
Billederne kan bruges privat og kommercielt, og du skal ikke kreditere nogen.
Hvis du bruger video som grafiske elementer på din hjemmeside, så tjek også lige Life Of Vids. Det er samme koncept, bare med video.

4. Picjumbo

Hos picjumbo kan du både søge efter billeder i en masse kategorier, og du kan vælge at få tilsendt nye billeder hver måned.
Det er gratis at bruge billederne, men hvis du vil have adgang til hele deres udvalg, skal du betale for et premium medlemskab.

5. Negative Space

Negative Space er endnu en billeddatabase med gratis billeder, du ikke skal kreditere nogen for.
Personligt synes jeg ikke, deres udvalg af billeder er enormt (med mindre, man betaler), med jeg finder ofte flotte, kreative billeder der med gode detaljer derinde.

6. Unsplash

Hvis du er til storslåede naturbilleder, arkitektur og lækre steminger, så er Unsplash lige stedet. Der ligger nogle virkelig lækre billeder der, omend de kan virke lidt upersonlige. Men til hjemmesidedesign fx. er de perfekte.

7. Superfamous Images

Lidt i samme kategori som Unsplash. Superfamous Images er spækket med smukke, overvældende billeder i lækre farver. Lige til at downloade og bruge.

Kender du til andre gode, gratis billeddatabaser?

Det her er kun et lille udvalg af, hvad der findes ude på nettet. Hvis du kender til andre gode billeddatabaser, så skriv en kommentar herunder.

 

Husk at redigere dine billeder

De billeder, du downloader og skal bruge på din hjemmeside eller Facebook, er i høj opløsning og fylder meget. Derfor kan de gøre din hjemmeside langsom.

Du bør altid redigere dine billeder, så de passer til mediet. Se min guide til gratis fotoredigering og læs mere om, hvordan du kan gøre.